Så siger yogalæreren: ‘’Og nu savasana...’’
Savasana: Det er en yogastilling.
Dødemands-stillingen er den også oversat til.
Umiddelbart ligger jeg bare her på min yogamåtte.
Døden i slutningen af min yogapraksis.
Hvile efter flowet. Blot at være efter at gøre. Stilheden efter bevægelsen.
Perfekt ro i perfekt rolighed. En stilhed i krop og sind.
Vær stille min krop og afstå fra distraktioner.
Vær stille mit sind og afstå fra distraktioner.
Jeg bemærker alle de steder hvor min krop er i kontakt med gulvet,
imens jeg overgiver mig til alt hvad jeg er på jorden.
Hvergang jeg trækker vejret, bliver hver kropsdel lidt tungere.
Jeg kommer dybere og dybere ned, efterhånden som min krop smelter væk.
Hele min krop synker i jorden under mig og opløses med hvert åndedræt.
Hvert stille, langsomme, næppe synligt åndedræt.
Begravet langt under overfladen, ligger et enkelt frø dybt i jorden.
Lille og ubetydeligt, men proppet med kreativt potentiale for livet i al dets fylde.
Nu hviler. Nu venter. Simpelthen at være.
Alt det jeg gør er strippet væk. Jeg er alene.
Kæmper for bare at ligge. Kæmper for bare at være.
Uden at dømme. Uden at lede efter mig selv.
Jeg har ingen steder at gå hen. Intet at gøre.
Intet udtryk, ingen kommunikation, ikke et specielt formål.
Lad være med at regne noget ud.
Det er sværere end det ser ud.
I det øjeblik slipper jeg.
Jeg slipper min krop. Jeg slipper mine tanker.
Jeg slipper alt, hvad der binder mig til dette liv.
I det øjeblik tilslutter jeg igen den rene, perfekte essens, der ligger indeni mig.
Åndeligheden rækker ud til ånden.
Ånden er forfrisket, restaureret, fornyet.
Jeg er klar.
I denne intention, i dette stille øjeblik, som da jeg som nyfødt indåndede mit første åndedræt.
Nyt liv spreder sin rosenrøde glød ud fra hjertet til fingre og tæer.
En ny skabelse, smukt lavet, helt hel.